Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 30 af 10. august 2001 om forbud mod anvendelse af visse ozonlagsnedbrydende stoffer.

 

I medfør af § 7, stk. 1, nr. 10) og § 46, stk. 2, i Landstingsforordning nr. 12 af 22. december 1988 om beskyttelse af miljøet, som ændret ved Landstingsforordning nr. 7 af 13. maj 1993, fastsættes:

 

Kapitel 1.
Bekendtgørelsens område

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter følgende kemiske stoffer og disses isomere, både alene og i blanding med andre stoffer, såfremt indholdet udgør mere end 1 vægtprocent:
1) Alle CFC-er (fuldt halogenerede chlorfluorcarboner), herunder:
    a) trichlorfluorethan (CFC-11),
    b) dichlordifluorethan (CFC-12),
    c) trichlortrifluorethan (CFC-113),
    d) dichlortetrafluorethan (CFC-114) og
    e) chlorpentafluorethan (CFC-115)
2) Tetrachlormethan
3) Trichlorethan
4) Alle haloner (fuldt halogenerede bromfluorcarboner, bromchlorcarboner og bromchlorfluorcar- boner), herunder:
    a) bromchlorfluormethan (halon-1211) og
    b) bromtrifluormethan (halon-2402)
5) Alle HBFC-er (hydrobromfluorcarboner)
6) Alle HCFC-er (hydrochlorfluorcarboner), herunder
    a) chlordifluormethan (HCFC-22),
    b) dichlortrifluorethan (HCFC-123),
    c) dichlorfluorethan (HCFC-141) og
    d) chlordifluorethan (HCFC-142)
7) Methylbromid

§ 2. Bekendtgørelsen omfatter ikke:
1) genvinding, salg af genvundne, genanvendelse eller destruktion af de i § 1, nr. 1, 2, 3, 6 og 7 nævnte stoffer,
2) genvinding, salg af genvundne, eller destruktion af de i § 1, nr. 4 og 5 nævnte stoffer,
3) fortsat drift og servicering af anlæg til varmeoverføring, når servicering sker med genvundne stoffer,
4) spraydåser til lægemidler,
5) anvendelse som råmateriale til fremstilling af kemiske stoffer, der ikke er omfattet af denne bekendtgørelse, og
6) videresalg i Grønland af produkter, der ved førstegangssalg opfyldte dansk/grønlandske krav eller ved førstegangssalg i udlandet krav, der sikrer et tilsvarende beskyttelsesniveau med hensyn til ozonlagsnedbrydende stoffer.

 

Kapitel 2.
Anvendelsesbegrænsninger

§ 3. Erhvervsmæssig anvendelse af de i § 1 nævnte stoffer er forbudt. Erhvervsmæssig fremstilling, eksport og salg af produkter indeholdende de i § 1 nævnte stoffer er forbudt.
Stk. 2. Uanset forbudet i stk. 1 kan de i § 1 nævnte stoffer dog fortsat anvendes til de i bilaget nævnte produkter og processer anførte datoer.

 

Kapitel 3.
Kontrol og dispensation

§ 4. Tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i bekendtgørelsen udøves af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Landsstyret fører dog tilsyn med de virksomheder, der kræver godkendelse i henhold til kap. 5 i landstingsforordning om beskyttelse af miljøet.
Stk. 3. For tilsyn og håndhævelse gælder i øvrigt reglerne i kap. 4 og § 44 stk. 2 i landstingsforordning om beskyttelse af miljøet.
Stk. 4. Landsstyret kan i ganske særlige tilfælde tillade, at reglerne i bekendtgørelsen fraviges Et eksempel herpå er anvendelser, der betragtes som "essentielle" i forhold til internationale reguleringer af stoffer, der nedbryder ozonlaget.

§ 5. Alle afgørelser truffet i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages efter reglerne i kap. 10 i landstingsforordning om beskyttelse af miljøet.

 

Kapitel 4.
Sanktions- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 6. Overtrædelse af bekendtgørelsens § 3 kan sanktioneres med bøde.
Stk. 2. Begås overtrædelserne af et aktie- eller anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan selskabet som sådant idømmes bøde. Begås overtrædelsen af hjemmestyret, en kommune eller et kommunalt fællesskab, kan der idømmes hjemmestyret, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bøde.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2001.




Grønlands hjemmestyre, den 10. august 2001.




Alfred Jakobsen

/

Hans J. Høyer

 

 


Bilag til Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 30 af 10. august 2001 om forbud mod anvendelse af visse ozonlagsnedbrydende stoffer.

 

Liste over anvendelser, hvortil fortsat anvendelse af de i § 1 nævnte stoffer er tilladt, og over produkter indeholdende de i § 1 nævnte stoffer, hvortil fortsat fremstilling, eksport og salg er tilladt uanset forbudet i § 3, stk. 1, indtil den angivne dato.

 

Alle haloner
1. Påfyldning af genvundne stoffer på stationære brandslukningsanlæg etableret før 1.1.1993, dog undtagen pkt. 3    .   1.1.2002
2. Mobile og stationære brandslukningsanlæg, dog undtaget pkt. 3, skal nedtages og bortskaffes senest          1.1.2002
3. Livsnødvendige anvendelser af genvundne stoffer til brandslukningsformål i skibe, luftfartøjer, flyveledercentraler og forsvaret, såfremt der ikke findes godkendte alternative slukningsmidler til det pågældende formål   indtil videre
 
Alle HCFC-er
4. Varmeoverføringsmiddel i lukkede anlæg og tilhørende automatikprodukter fremstillet efter 31.12.2001       1.1.2002
5. Varmeoverføringsmiddel og tilhørende automatikprodukter i eksisterende anlæg   1.1.2004
6. Stift plastkisolationsskum til andet end fjernvarmerør   1.1.2002
7. Forsknings-, udviklings- og laboratorieanvendelse   1.1.2002
 
Methylbromid
8. Desinfektion af lagre for korn, mel o.lign.   1.9.2001
9. Desinfektion af jord i drivhuse med andre afgrøder end tomater 1.9.2001
10. Desinfektion af pelse 1.9.2001
11. Desinfektion af urter 1.9.2001
12. Desinfektion af importerede frø, nødder og tørret frugt 1.9.2001
13. Desinfektion af luftfartøjer 1.9.2001
14. Bekæmpelse af rotter på skibe 1.9.2001
15. Bekæmpelse af træborende biller 1.9.2001
16. Desinfektion af museumsgenstande og historiske bygninger 1.9.2001